Om
Potteriet er et lille pottemagerværksted beliggende på Nordlangeland. Her holder vi til i landsbyen Stoense, ca.12 km nord for Tranekær, hvor vi har købt et lille bindingsværkshus og har indrettet værksted og butik i den gamle staldbygning. I foråret 2018 blev vi færdige med en ombygning og tilbygning af værkstedet og butikken, således at vi nu har god plads og lyse lokaler til at arbejde med leret på værkstedet og præsentere keramikken i butikken. Vi, Jannie Nielsen og Esben Langkilde er begge uddannet pottemagere i henholdsvis 2007 og 2008. Vi har stået i lære for at lære drejeteknikkens udfordringer til leret. Jannie i mesterlære hos Bottani-Dechaud i Frankrig og Esben hos Marie Würtz i Juelsminde og Kähler i Næstved (det gamle værksted). Efterfølgende har vi arbejdet for andre keramikere i Danmark og udland inden vi slog os ned her på Langeland i 2009.
Vi arbejder i stentøj og porcelæn. Ofte gerne med farvede begitninger (lerfarver) på stentøjet og transperante og lyse grønne og blålige glasurer til porcelænet. Porcelænet får ofte et ekstra lag porcelæn, som bliver påført efter tingene er drejet, tørret lidt og afdrejet. Herefter sættes tingene på drejeskiven igen og med hånden eller med et værktøj bliver der lagt struktur i den bløde ler. Her kan der lægges glasurer på, så der kommer reliefvirkning og dybde i tingene. Vi arbejder med elovn og gasovn og kan herved opnå flere forskellige resultater. Vi har dog en tendens til at fremstille nogle ting, som kræver mange arbejdsgange og tingene er som oftest flere dage undervejs...Under "keramikken bliver til" ( en undermenu under "Om") har vi forsøgt at beskrive f.eks en fremstilling af en kop.
Vi lever af vores keramik og arbejder på værkstedet året rundt. Vi har således også åbent i butikken året rundt og opdaterer løbende åbningstiderne. Vi har indtil for nogle år siden haft forskellige forhandlere rundt om i Danmark og udland, men er stoppet med det for en tid - og lægger nu energien i at folk istedet kan besøge os på Langeland til en skøn fyldt butik. Vi deltager desuden (når muligt) på kunsthåndværkermarkeder, f.eks Trapholt, Kolding, Frue Plads, KBH og SAK Svendborg. Vi har også en gang imellem udstillinger hos kunstforeninger og lign.
Under fanen "artikler og magasiner" kan man læse en artikel fra 2019 om os og keramikken.
Vores værksted er med i en artikel i sommerhusportalen Campayas guide til de bedste seværdigheder på Langeland
Vores udbygning af værksted og butik har modtaget støtte fra:
"Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Danmark og Europa investerer i landdistrikterne".
Link til kommisionen:
http://ec.europa.eu/agriculture/rural-development-2014-2020/index_da.htm